|
Pegasos Planet Består af de 3 Pegasos hoteller; Club, Resort og Royal og ligger i den lille by Incekum, ca. 20 minutters kørsel fra Alanya. Mellem de 3 hoteller kører et lille minitog, men afstandene er ikke store og kan sagtens klares til fods gennem de flotte haveområder langs stranden. Pegasos Planet har et rigt udvalg af forskellige faciliteter og tilbyder noget for enhver smag.
Børn og barnlige sjæle har kronede dage på Pegasos Planet, men her er også masser af tilbud til de voksne gæster. I de gode fitnesscentre kan du bringe balance i regnskabet, hvis de mange dage med dejlige middage har efterladt ridser på samvittigheden. Om dagen kan du deltage i nogle af de mange aktiviteter, som arrangeres ved poolområderne eller på stranden. Det kan være alt fra tempofyldt vandgymnastik, en rask bordtennisturnering eller et afslappende spil dart med nogle af de andre gæster. Flere aftener om ugen er der shows i et af de store udendørs amfiteatre, og hvad kunne være bedre end at afslutte endnu en herlig feriedag med en kold gin & tonic på den udendørs bar på Pegasos Club?
På hotellerne findes også flere butikker samt frisører, og på Pegasos Royal sågar en tandlægeklinik. Husk du har mulighed for at benytte alle faciliteter på alle hotellerne, inklusiv alle de udendørs barer. Tennis, bowling, billard og internetcafe hører også med til det store udvalg af faciliteter, som tilbydes på Pegasos Planet.
|