|
|
 |
 |
|
Attraktioner og seværdigheder
Som Danmarks hovedstad rummer København nogle af de vigtigste samlinger om dansk historie og kultur. På din storbyferie til København kan du for eksempel besøge Nationalmuseet, Ny Carlsberg Glyptotek, Statens Museum for Kunst og Københavns Museum. Efter dine museumsbesøg er en tur til Nyhavn den perfekte måde at slutte dagen af på. Her kan du sidde ved en af de mange restauranter og caféer og nyde de maleriske huse og den smukke udsigt.
|
|
Amalienborg
Amalienborg er regentparrets residens i vinterhalvåret. Slotsanlægget består af fire palæer, der omkranser en ottekantet plads. Midt på pladsen finder du Salys rytterstatue af Frederik 5., som grundlagde Amalienborg. Palæerne blev opført i anledningen af 300-års jubilæet for Christian 1.'s kroning, som var starten på den Oldenborgske kongerække. Har du mulighed for det så tag til Amalienborg Slotsplads klokken 12.00 og oplev vagtskiftet. Læs mere om Amalienborg. |
|
Den lille Havfrue
Du finder skulpturen Den lille Havfrue på Langelinie. Den lille Havfrue var en gave til København skænket af brygger Carl Jacobsen og udført af billedhuggeren Edvard Eriksen. Statuen blev i 1913 opstillet permanent på Langelinie og er i dag en af Danmarks største turistattraktioner og en af de mest fotograferede statuer i verden. På din rejse til København kan du eventuelt tage på en kanalrundfart og nyde synet af Den lille Havfrue fra vandet. Fra marts til december 2010 er statuen midlertidigt flyttet til Shanghai i forbindelse med verdensudstillingen Expo 2010. Læs mere om Den lille Havfrue. |
|
Frederiksberg Have
Frederiksberg Have blev anlagt i forbindelse med Frederiksberg Slot og er en have i romantisk stil. I haven finder du flere søer, kanaler, træer og buske. Derudover byder haven blandt andet på Det Kinesiske Lysthus, Apistemplet, Kildegrotten, Ønskehøjen og Schweizerhuset. Om sommeren danner Frederiksberg Have rammen om adskillige kulturarrangementer. Læs mere om Frederiksberg Have. |
|
Fælledparken
Fælledparken blev anlagt i årene 1906-1914 af landskabsarkitekt Edvard Glæsel og ingeniør O.K. Nobel i samarbejde med Københavns Kommune. I dag er Fælledparken københavnernes foretrukne aktivitetspark og har i 100 år dannet rammen om kulturarrangementer samt idræts- og friluftsliv. Trænger du til at komme lidt væk fra storbylivet, er Fælledparken stedet, hvor du kan finde ro. Sæt dig for eksempel ved Fælledsøen eller på Klosterfællederne og slap af med en god bog eller nyd naturen. Parken byder endvidere på en skaterpark og tre legepladser. Derudover afholdes hvert år adskillelige kulturarrangementer, for eksempel motionsløbet DHL, Open Air film og billøbet Copenhagen Historic Grand Prix.
|
|
Kongens Have
Kongens Have ligger midt inde i København og er en velplejet oase, som også er et besøg værd, når du rejser til København. Kongens Have blev anlagt i 1606 samtidig med opførelsen af Rosenborg Slot og er i dag et populært sted at tage hen for byens indbyggere og turister. I haven finder du forskellige skulpturer, eksempelvis Christian IVs kobberløver og skulpturen 'Hesten og løven.' Læs mere om Kongens Have. |
|
Københavns Museum
Udstillingerne på Københavns Museum har fokus på byens topografiske udvikling, forvaltning og forsyning samt borgernes velfærd, sundhed og muligheder for medbestemmelse. Museet dækker alle perioder af Københavns historie og har det arkæologiske ansvar for København og Frederiksberg. Således bidrager Københavns Museum med kulturhistorisk indsigt og med erindringer om steder, der har været af betydning, og som også fremover vil præge bymiljøet i København. Læs mere om Københavns Museum. |
|
Louisiana
Besøg museet Louisiana og oplev moderne kunst af internationale kunstnere. Med sine mere end 3000 værker er museets permanente samling blandt Skandinaviens største. Louisiana kan blandt andet præsentere værker af Picasso, Giacometti, Dubuffet, Yves Klein, Andy Warhol, Rauschenberg, Henry Moore, Louise Bourgeois, Philip Guston, Morris Louis, Jorn, Baselitz, Polke, Kiefer og Kirkeby. Derudover byder museet hvert år på mellem fire og seks særudstillinger, der præsenterer de store modernistiske kunstnere og den nyeste internationale samtidskunst i udstillingsserien Louisiana Contemporary. Louisiana ligger i Humlebæk lidt uden for København. Læs mere om Louisiana. |
|
Marmorkirken
Marmorkirkens rigtige navn er Frederiks Kirke og ligger i Frederiks sogn. Kirkens nederste del fremstår som en cirkulær ringmur med to firkantede tilbygninger mod øst og vest. Rundt om kirken står 14 bronzestatuer af danske kirkemænd så som Grundtvig og Kierkegaard. Inde i kirken kan du lade dig betage af den smukke loftkuppel med forskellige malerier af en apostel og et englebarn.
|
|
Nationalmuseet
Nationalmuseet er Danmarks statslige og kulturhistoriske hovedmuseum og byder på både danske og udenlandske kulturers historie. Samlingerne går tilbage til Det Kongelige Kunstkammer, hvis store samling af kunsthåndværk, malerier, etnografiske genstande, våben og oldsager blev grundlagt af Frederik 3. omkring år 1650. Læs mere om Nationalmuseet. |
|
Ny Carlsberg Glyptotek
Ny Carlsberg Glyptotek er et internationalt kunstmuseum, som præsenterer både antik og moderne kunst. Kunstmuseet byder på mere end 10.000 værker fra blandt andet Egypten, Grækenland, Frankrig og Danmark. Museet har endvidere Danmarks største samling af fransk impressionistisk kunst og kan byde på værker af blandt andre Claude Monet, Alfred Sisley og Edgar Degas. Læs mere om Ny Carlsberg Glyptotek. |
|
Nyhavn
Nyhavn er et havnekvarter i København og et af byens mest besøgte turistmål. Rejser du til København, er en gåtur langs havnekanalen bestemt en oplevelse værd. I Nyhavn finder du mange maleriske huse, hvor sømænd tidligere levede livet, og hvor provinspigerne søgte hen for at feste. I dag ligger her en række pænere restauranter, caféer og barer, blandt andet Nyhavn 17 og Cap Horn. Om sommeren fungerer Nyhavn som en magnet på både københavnerne og storbyens turister, som sidder i solen og nyder de smukke huse med udsigt til de gamle sejlskibe eller promenerer forbi for at se og blive set. Når vejret er godt, er der ofte mere end 1000 mennesker samlet i Nyhavn. Læs mere om Nyhavn. |
|
Operaen
Operaen på Holmen i København er tegnet af arkitekt Henning Larsen og blev indviet den 15. januar 2005. Det moderne operahus huser både en stor scene med plads til 1400 tilskuere og Takkelloftet, som er en mindre intimscene med plads til 200 tilskuere. Selvom bygningen udefra kan forekomme lukket og mørk, strømmer lyset ind fra oven og fra hver af de fem etagers glasfacader og lyser Operaen op. Læs mere om Operaen. |
|
Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst er Danmarks nationalgalleri og landets hovedmuseum for billedkunst. Museet præsenterer blandt andet europæiske malere fra 1500-tallet og frem. Hovedparten af museets ældre samling af dansk billedkunst kommer fra de danske kongers kunstkamre. Læs mere om Statens Museum for Kunst. |
|
Tivoli
Tivoli er en internationalt kendt forlystelsespark beliggende i Københavns centrum i nærheden af Hovedbanegården. Forlystelsesparken blev grundlagt af Georg Carstensen i 1843 og er således verdens næstældste af sin slags - kun Dyrehavsbakken, som er mere end 400 år gammel, er ældre. Tivoli er Danmarks mest besøgte turistattraktion og Europas tredjemest besøgte forlystelsespark, kun overgået af Disneyland Paris og Europa Park i Tyskland. Til Tivolis faste forlystelser hører blandt andet Ballongyngen, Dyrekarussellen, Dæmonen og Monsunen. Læs mere om Tivoli her. |
|
 |
|
 |
|