Sagen
 

Sag 25-324 handler om et såkaldt verdenskrydstogt med en varighed på mere end 4 måneder. 
 

Klager købte sommeren 2024 et verdenskrydstogt for to personer med varighed fra den 6. december 2024 til den 16. april 2025. Krydstogtet kostede i alt 348.179 kr. eksklusive forsikringer, men inklusive helpension, balkonkahyt, drikkevarepakke og en række udflugter undervejs.
 

I forbindelse med bestillingen købte klageren både en afbestillingsforsikring og en årsrejseforsikring gennem rejsearrangøren. Rejsearrangøren var registreret som accessorisk forsikringsformidler og modtog provision fra forsikringsselskabet.
 

I tilbudsmaterialet beskrev rejsearrangøren de formidlede forsikringer som fordelagtige og oplyste, at de havde en bedre dækning end eksempelvis de fleste kreditkortforsikringer. Den tegnede årsrejseforsikring dækkede imidlertid som udgangspunkt kun de første 30 dage af en rejse, mens verdenskrydstogtet varede omkring 130 dage.
 

Efter godt en måneds rejse blev klageren syg og måtte forlade krydstogtskibet i Chile. Efter hospitalsindlæggelse rejste begge rejsedeltagere hjem til Danmark. Forsikringen dækkede hjemtransporten samt udgifter til blandt andet lægebehandling, hotel, forplejning og transport. Klageren modtog i alt 55.312,67 kr. fra den forsikring, der var købt gennem rejsearrangøren. En anden forsikring, som klageren havde gennem sit kreditkort, udbetalte desuden 50.000 kr. i feriekompensation.
 

Klageren mente sig dog ikke kompenseret fuldt ud, og gjorde gældende, at rejsearrangøren havde rådgivet mangelfuldt og anbefalet en forsikring, som ikke passede til en rejse af den varighed, verdenskrydstogtet havde. Klageren krævede derfor 208.210 kr. i erstatning for den del af rejsen, som ikke kunne gennemføres.
 

Rejsearrangøren afviste og gjorde gældende, at spørgsmål om forsikringens indhold og forsikringsformidlingen var et forhold mellem klageren og forsikringsselskabet og derfor ikke en sag mellem rejsebureau og klager. Bureauet henviste også til, at det fremgik af forsikringsbetingelserne, at forsikringen som udgangspunkt kun dækkede de første 30 dage af en rejse.
 

Under sagen erkendte rejsearrangøren dog, at medarbejderen ikke havde været opmærksom på denne begrænsning, og at forsikringen derfor oprindeligt var blevet tegnet forkert. Da fejlen blev opdaget, betalte rejsearrangøren et yderligere beløb til forsikringsselskabet, så forsikringen kom til at dække hele rejseperioden. Klageren fik dermed dækket hjemtransport og øvrige relevante udgifter uden meromkostninger. 
 

Afgørelsen
 

Pakkerejse-Ankenævnet fastslog indledningsvis, at en forsikring ikke er en rejseydelse efter lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at tage stilling til, om rejsearrangøren som forsikringsformidler havde informeret og rådgivet klageren tilstrækkeligt om forsikringens dækning, herunder den manglende feriekompensation. Denne del af klagen blev afvist fra realitetsbehandling.
 

Nævnet vurderede herefter alene rejsearrangørens ansvar efter pakkerejseloven.
 

Efter pakkerejselovens § 6, stk. 1, nr. 15, skal arrangøren inden aftalens indgåelse oplyse den rejsende om muligheden for at tegne en forsikring, som kan dække udgifter ved opsigelse af aftalen eller udgifter til bistand, herunder hjemtransport ved blandt andet sygdom.
 

Nævnet fandt, at rejsearrangøren havde opfyldt denne oplysningspligt ved at inkludere et tilbud om rejseforsikring i materialet til klageren. Bestemmelsen pålægger ikke i sig selv arrangøren at sikre, at forsikringen dækker feriekompensation.
 

Rejsearrangøren havde erkendt, at forsikringen ved en fejl ikke var blevet tegnet, så den dækkede hele rejsens varighed. Nævnet fandt imidlertid, at denne mangel var blevet afhjulpet inden rimelig tid og uden meromkostninger for klageren. 
 

Klageren fik derfor ikke medhold i kravet om erstatning for den resterende del af rejsens pris.
 

Nævnet henstillede samtidig til, at rejsearrangøren fremover undlader at anprise en formidlet forsikring. Hvis rejsearrangøren tilbyder forsikringer, bør materialet tydeligt fremhæve, at den rejsende selv bør undersøge forsikringens indhold og dækningsomfang.
 

Hvad kan vi lære af sagen?
 

Kendelsen viser først og fremmest, at Pakkerejse-Ankenævnet skelner mellem rejsebureauets rolle som pakkerejsearrangør og dets rolle som accessorisk forsikringsformidler.
 

Reklamationer over selve forsikringsformidlingen, fx mangelfuld rådgivning, misvisende anbefalinger eller utilstrækkelig information om forsikringens dækning, kan derfor som udgangspunkt ikke behandles af Nævnet. Sådanne klager må rettes gennem de klageveje, der gælder for forsikringsselskabet og forsikringsformidlingen.
 

For rejsebureauer, der optræder som accessoriske forsikringsformidlere, indeholder kendelsen dog nogle gode tommelfingerregler, herunder at man som rejsebureau altid bør kontrollere, at den forsikring, der formidles, kan dække hele den konkrete rejses varighed, at man ikke anpriser en særlig forsikring som bedre eller mere fordelagtig en andre forsikringer, at det tydeligt fremgår, at bureauet blot er forsikringsformidler og at bureauet tydeligt får kommunikeret til gæsten, at man selv skal undersøge dækningsomfang og begrænsninger.