Har du lyst til at give en is? En tur på Burger King? En udflugt til et spændende sted?
Sammen med ECTAA, den fælleseuropæiske rejsebureauforening, står REJS bag et projekt, hvis formål er at invitere ukrainske børn på sommerlejr.
Det er et nyere projekt, som vi gennemførte første gang i Sverige i juni 2024 med 43 ukrainske børn og 7 medrejsende.
I 2025 er der planlagt sommerlejre i Danmark, Sverige, Belgien og Kroatien.
Sommerlejren i Danmark løber af stablen i begyndelsen af juli. Børnene skal bo på hotel i Københavnsområdet, gavmildt sponsoreret af Scandic. Hotelkæden giver også morgenmad under hele opholdet.
Tivoli har givet tilsagn om entré til haven samt turpas til samtlige deltagere på en af dagene under opholdet.
Transport og andet er ligeledes dækket, men vi mangler stadig en smule for at kunne give de krigsramte børn de bedste oplevelser.
Hvis du er interesseret i at støtte projektet og fx sponsorere en udflugt eller et måltid, kan du skrive til chefkonsulent Nils Hornemann på nils@rejs.dk og høre om, hvad der er muligt og hvad der mangler for at sætte prikken over i’et.